Giftig vandmand på strandene ved Torrevieja

Hvert år er der en periode hvor vi ser den frygtede vand/brandmand “Portugisisk orlogsmand – Portugisisk Krigsskib” skylle op på strandene i vores område.
Nogle havdyr er værre at støde ind i end andre. Man kan eksempelvis være rigtig uheldig og ramme ind i den portugisiske orlogsmand (Physalia physalis), som kan forårsage store smerter.
Resultatet kan være en sviende og kløende hud der svulmer op. Man kan endda risikere at få kvalme og febersymptomer, og i meget sjældne tilfælde kan det føre til dødsfald.
Men hvad er det egentlig for et mærkeligt havdyr, og hvorfor er det så farligt?
Den portugisiske orlogsmand er en kolonial organisme – en såkaldt zooide. Det betyder, at den er sammensat af forskellige dyretyper, der samles til en superorganisme.
Hver komponent har sin egen individuelle funktion, som kan være alt fra at spise til at kunne trække vejret og jage.
Når den portugisiske orlogsmand er på jagt, bruger den sine brændetråde til at lamme fisk og andre byttedyr. Det er netop disse brændetråde, der kan forvolde så stor smerte, hvis mennesker kommer i berøring med dem.
Den portugisiske orlogsmand lever i verdenshavenes tropiske og subtropiske områder. Storme og kraftige vinde kan dog bringe den helt ind til Middelhavet. Det er det vi ser eksempler på lige nu.
Dette vilde havdyr er kendt for at samles i tusindevis, og kan derfor gøre bestemte havområder farlige at være i.
Den engelske betegnelse for den portugisiske orlogsmand er Portuguese man o’ war. Det særprægede navn henviser til, at den har en luftfyldt flydeblære oven over vandet, der minder om et vindfyldt sejl på et gammelt krigsskib.
Kommentarer